LUNDEGAARDS HISTORIE

Lundegård var i middelalderen landsbyhovedgård i landsbyen Lunde.

Gården var i 1500-tallet ejet af slægten Venstermand. (til 1590)

Under deres ejerskab blev Lunde gradvist nedlagt og jorden fra landsbyens gårde inddraget under Lundegård.

Hovedgården udvidedes yderligere i 1500- og 1600-tallet og blev et gods af middelstørrelse. Med over 75 gårde og 21 huse i byerne i området omkring gården.Gården var en udpræget kvæggård, med rigelige skov- og engressourcer, men ringe agerjord.

I slutningen af det 16. århundrede (1590) overgik Lundegård til Ludvig Munk og hans hustru Ellen Marsvin.

Ellen Marsvin var født på Landskrona slot i Skåne 1. feb. 1572 og datter af lensmanden på Landskrone slot, rigsråd Jørgen Marsvin og hans hustru Karen Gyldenstierne. Ellen Marsvin havde 4 ældre søskende og fem yngre søskende.

Hendes fader Jørgen M. tilhørte landets økonomisk-politiske elite, og hun voksede op i et miljø, præget af rigdom, godsopkøb og byggeri.

Helt i tidens ånd strakte faderens virkelyst sig også til at arrangere et passende ægteskab for EM.

Og da hun i 1589 som 17-årig ægtede den 52-årige godsrige Ludvig Munk, der havde en fortid som hofmarskal og statholder i Norge, og som nu var norsk lensmand, havde forældrene ikke blot fundet et socialt og økonomisk passende parti, men åbenbart også en mand, hvis robuste moral lignede faderens. Under en retssag i Norge kom Munks embedsmisbrug og hårdhændede behandling af bønderne for dagens lys. Den unge EM har sikkert i perioder måttet tage sig af den daglige drift, når ægtefællen besøgte sine norske len. da hun som 30-årig blev enke i 1602 forestod hun alene driften. Efter Ludvig Munk arvede hun Lundegaard og Nørlund. Fra dette ægteskab havde hun datteren Kirsten.

Fem år senere 1607 giftede hun sig igen med en noget ældre mand, den 50-årige Knud Rud.

Denne gang afspejlede giftermålet formentlig hendes egne ønsker, men atter får man indtryk af et velovervejet ægteskab.

Rud var lensmand på det indbringende Odensegårds len og søn af en rigsråd. EM knyttede således igen forbindelse til adelens højeste lag.

I 1611 blev hun enke for anden gang. Efter Knud Rud administrede hun Rudbjerggård som Knud Rud havde efterladt hendes datter Kirsten, denne sammen med Nørlund blev solgt

I det kortvarige ægteskab var der ingen børn; fra sit første ægteskab havde hun datteren Kirsten.

Efter Ruds død kastede hun sig med energi over godsdrift, godsopkøb og byggeri. Det har givet hende et image som hård forretningskvinde, og datteren har næppe fået den nødvendige kærlighed og opmærksomhed.

Men EM var selv vokset op og blev giftet ind i et miljø, hvor benhårde økonomiske kalkuler var hverdagen.

Netop de første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods.

Mange blev fanget i dette net af lån og kautioner, der resulterede i flere fallitter, men også i en koncentration af store godsmasser på få hænder. EM var en af dem, der med størst dygtighed forstod at udnytte situationen.

Hun brugte al sin energi på at udvide sine godsbesiddelser. Det var på dette tidspunkt usædvanligt, at en kvinde ejede og administrerede herregårde, men gennem godsopkøb, nybyggeri og fornuftig godsdrift blev hun en af sin tids største godsejere.

For datteren arrangerede EM et ægteskab på samme måde, som hun selv var ude for i sin ungdom, denne gang blot med større perspektiver.

Hertil hjalp også det i 1615 pludselig opståede kærlighedsforhold mellem datteren Kirsten Munk og Kong Christian 4., hvad EM behandlede som et forretningsanliggende. Hun ønskede ikke, at datteren blot skulle være endnu en i rækken af monarkens løse forhold efter dronning ◊Anna Cathrines død i 1612 dette førte langvarige forhandlinger med kongen.

Som resultat blev der opsat et juridisk dokument, som sikrede Kirsten Munk et len på livstid efter kongens død, og hun blev gift til kongens venstre hånd, dvs. hun var hustru, men ikke dronning.

Hun kom hurtigt på talefod med sin kgl. svigersøn, der tydeligvis beundrede hendes driftighed og økonomiske sans, og fik betroet både penge og børn, da ægteskabet mellem Munk og kongen blev velsignet med en halv snes børn.

At EM forestod opdragelsen af børnene var helt i tidens ånd, men næppe heldigt, da hendes følelseskolde natur og hektiske forretningsliv åbenbart ikke gav meget plads til hverken datteren eller børnebørnene.

Mere held havde hun med de midler, som kongen lod hende forvalte på hustruens og børnenes vegne.

I 1615 købte hun en part af Vallø med Egeøjegård og Lellinge i Østsjælland samt Ulfeldtsholm, det nuværende Holckenhavn, på Fyn. Sidstnævnte hovedgård forøgede hun 1629-36 med to fløje, en kostald og en hestestald og omdøbte den til Ellensborg. Foruden de jyske Rosenvold og Boller anskaffede hun sig i 1620’erne Kærstrup på Tåsinge og Vejlevgård, ligesom hun mageskiftede sig til Thurø, hvor hun senere opførte en ladegård og Thurø Kirke. På Lundegård opførte hun en ladebygning, ligesom hun lod udføre byggearbejder på Dalum Kloster.

Når EM lånte penge af kongen, optrådte hun åbenbart som stråmand for denne ved opkøbet af hovedgårdene Boller ved Vejle og Rosenvold ved Randers. Hun fik leverancer til proviantering af kronens skibe, og nok så vigtigt var hun en af de få kvinder, der opnåede len, nemlig Dalum Kloster i tiden 1620-39.

EM var et produkt af sin tid. Hun tilhørte dem, der talentfuldt fik manøvreret sig igennem de vanskelige år. Der kendes andre eksempler på adelskvinder, der forestod landbrugsdrift og herregårdsbyggeri; men hun skiller sig ud i flere henseender. Forbindelsen til hoffet som kongens svigermoder bragte nogle fordele. Det var ret usædvanligt med kvindelige lensmænd, og hendes storstilede godsopkøb og byggeaktivitet var også i særklasse. Det er sammenfaldet af hendes langvarige enkestand, de ustabile forhold på godsmarkedet og hendes snævre forbindelse til hoffet, der muliggjorde en udvikling af de sider i hende, som ellers kun blev fuldt udfoldet hos mænd.

På flere måder blev det katastrofalt for EM, at forholdet mellem datteren og kongen brast i 1630 og endte med skilsmisse efter Munks affære med rhingreven Otto Ludwig af Salm. EM forsøgte at gribe ind i sagen ved at føre Vibeke Kruse sammen med kongen, hvad enten det var for at bevare forbindelsen til kongen eller for at give ham skylden for bruddet.

Hun forsøgte også at forlige kongen og datteren og ikke mindst at få ham til at vedkende sig faderskabet til Munks sidstfødte Dorothea Elisabeth.

Alt sammen forgæves. Hun kunne styre økonomi og godsdrift, men ikke kongens og datterens følelser.

Alligevel lykkedes det hende at bevare et godt forhold til ham i nogle år.

Umiddelbart efter bruddet i 1630 blev hun beordret til at overdrage Boller og Rosenvold til datteren. Men frem gennem 1630’erne blev han i stigende grad irriteret over hendes forsøg på at få ham til at anerkende Dorothea Elisabeth. EM blev sat fra opdragelsen af hende, og i 1639 mistede hun Dalum Kloster. I 1640’erne levede hun tilbagetrukket fra det politiske liv.

Det var på Lundegård, at hendes datter, Kirsten Munk, i 1615 indgik ægteskab med Christian IV, og det var i den tilhørende Nr. Broby kirke, at Ellen Marsvin i 1649 blev bisat i nørre Broby kirke, hvor hendes to ægtemænd også ligger.

I 1625 besad en adelig godsejer i gennemsnit 600 tdr. hartkorn.

Hun ejede 7.600 tdr. og var dermed utvivlsomt den største godsejer på Fyn.

På trods af sine store godsbesiddelser betragtede Ellen Marsvin dog stadig Lundegård som sit hjem.

Ellen Marsvin  opholdt sig de sidste år på Ellensborg( nu Holckenhavn) hvor hun koncentrerede sig om kristendommen og opførte kapellet på Holckenhavn i 1637 og i 1640 stod den nuværende kirke på Thurø færdig. Hun døde 11.11.1649 77 år gammel.

Lundegård gik i arv til Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, der efter sin skilsmisse fra kongen i 1629 lå i strid med ham.

Efter Kirsten Munks død i 1658 gik Lundegård til hendes datter, Christiane, og svigersønnen Hannibal Sehested. Christiane Sehested arvede foruden Lundegård også herregårdene Tybrind og Vejlegård efter sin mor, men i 1664 afstod Hannibal Sehested Lundegård til Christian Urne til gengæld for Iversnæs, det nuværende Wedellsborg.

Arvingerne efter Christian Urnes kone solgte i 1702 Lundegård til Peder Smidt.

Peder Smidt opførte den østlige længe i 1702

Peder Smidt forblev ugift og fik i 1709 kongens tilladelse til at oprette et for den tid særligt testamente. Lundegård skulle ved Peder Smidts død overgå til hans søster, Else Cathrine Smidt, og efter hende skulle gården tilfalde hendes datter. Samtidig bestemte han, at ingen af de to kvinders mænd måtte få indflydelse på administrationen af Lundegård. Skete dette, skulle godset tilfalde de fattige på Fyn. Hvis søsterens arvinger døde, skulle gården ligeledes tilkomme de fattige.

Peder Smidt døde i 1711, og i henhold til testamentet arvede Else Cathrine Smidt både Lundegård og godsets gæld. Hun formåede ikke at afbetale gælden inden sin død i 1740, hvor Lundegård tilfaldt hendes datter. Datteren, Annike Petersen, formåede i modsætning til sin mor at nedbringe godset gæld.

Da Annike Petersen døde uden arvinger i 1752, blev Lundegårds Stiftelse oprettet med det formål at hjælpe de fattige på Fyn. Der blev ansat en forpagter, og årligt kunne Fyns fattige indbyggere søge om økonomisk hjælp af gårdens overskud. De første år klarede stiftelsen sig godt, men den økonomiske krisetid i perioden efter 1814 berørte stiftelsen alvorligt.

I 1855 - efter konjunkturerne for landbruget havde bedret sig - begyndte man at sælge fæstegårdene fra. Det viste sig meget gavnligt for Stiftelsen. Kapitalen steg, og midlerne, der var til rådighed til uddeling blandt de fattige, blev større. Tidligere havde donationerne gennemsnitligt været ca. 50 kr. årligt per ansøger, men fra 1875 uddeltes ca. 200 kr., og udbetalingerne steg løbende.

Stiftelsens bestyrelse fik i 1963 tilladelse til at omstøde Peder Smidts testamente. Det krævede efterhånden for store investeringer at videreføre gårdens drift, da både hovedbygningen og avlsgården trængte til at blive istandsat. Desuden måtte landbruget mekaniseres, for at det kunne betale sig at drive gården videre.

Året efter købte Jørgen Christensen hovedbygningen og de tilhørende jordområder. En del af godsets jorder forblev dog under Lundegårds Stiftelses ejerskab, og stiftelsen fortsatte sin velgørende virksomhed.

Lundegårds stiftelse opførte hestestalden i 1832

Kostalden tegnet af H.A. Haugsted i 1894

Mejeribygningen hvor restauranten er i 1930.

Christian Hansen købte gården i 2004