Herregaarden

Lundegaard

Historie Herregården Lundegaard var i middelalderen en landsbyhovedgård i landsbyen Lunde (Lwende). Landsbyens bebyggelse strakte sig fra og med nutidens Lundegaard til og med Toftemarken øst for hovedgården hvor de øvrige 3 gårde må havde ligget. Op gennem 1500-tallet blev landsbyen gradvis nedlagt og jorden fra de tre gårde samt jord fra landsbyerne Nr. Broby og Vittinge inddraget under hovedgården, hvis fæstegods i 1600-tallet voksede til over 75 gårde foruden huse fordelt i 21 byer i området omkring gården.
Op gennem 17oo-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet bestod fæstegodset af de nærmest beliggende landsbyer Nr. Broby, Vøjstrup, Vittinge og Ståby, i alt 50 gårde og 50 huse som sammen med hovedgården udgjorde næsten hele Nr. Broby sogn. Hovedgårdens bygninger har altid ligget på den nordligst og laveste af de 5 Skallebanker der ligger som perler på en snor langs Odense Å sydøstligeste bred. Banken som ligger omgivet af lave engdrag blev tidligt afvandet ved en vandfyldt grav som havde forbindelse til åen.
	De enkelte bygninger har dog undergået visse forandringer i tidens løb i form af udskiftninger, omsætninger og ombygninger. Anlægget rummer dog stadig Ellen Marsvins ombyggede stuehus fra omkring år 1600 sydligst i borggården med det overdådige renæssancebindingsværk, hendes pragtfulde renæssancebindingsværkslade fra 1636 og størstedelen af den ældgamle Studestald (Portbygningen). Dertil kommer Peder Smiths bindingsværksstuehus fra 1702, som udgør den nordligeste del af borggården, og den stråtækte bindingsværksstald som rejstes af Lundegaards Stiftelse i 1832 som erstatning for en tilsvarende på de samme fundamenter.
Det eneste som bryder denne 16-1700-tals stemning er den store Kostald opført af Lundegaards Stiftelse i 1894 med H. W. A. Haugsted som arkitekt. Bygningen, der er af høj håndværksmæssig kvalitet, er i sig selv en værdig repræsentant for udviklingen indenfor for herregårdenes landbrugsbyggeri og den nye tid for landbruget, som oprandt ved fæstegodsets salg og andelsbevægelsens opståen. En udvikling som har stået på indtil i dag.
Ellen Marsvin	Lundegaard ejedes i 1500-tallet af slægten Vestermand, som den senere ejer Ludvig Munk´s hustru Ellen Marsvin var beslægtet med. Det må formodes at Lundegaard har været Ellen Marsvin´s hjem efter ægteskabet med Munk, og til stadighed betragtede hun Lundegaard som sit hjem, på trods af de mægtige godsbesiddelser hun i øvrigt ejede. Det fremgår bl.a. af den omstændighed at hendes datter med Ludvig Munk, Kirsten Munk og kong Christian den IV´s bryllup stod på Lundegaard, samt den kendsgerning at hun og hendes to ægtemænd er bisat i den nærliggende og til Lundegaard hørende Nr. Broby kirkes krypt.
Fra Ellen Marsvins arvinger, Kirsten Munk og herefter hendes datter med kongen, Christiane’s ægtefælde Hannibal Sehested, kom gård og gods i 1664 til slægten Urne. I 1702 afhændede Urneslægten Lunde- gaard til kancelliråd Peder Smith fra det nærliggende gods Vejlevgaard som han og søsteren havde arvet. Den barnløse Peder Smith får i 1711 kongelig bevilling til oprettelse af et højest usædvanligt testamente, som bestemmer at hvis søsteren og dennes datter også skulle afgå ved døden uden at efterlade sig livsarvinger, skulle godset og hoved- gården ”saalænge Verden staar tilhøre de fattige udi Landet Fyen”. Testamentets bestemmelse på dette punkt blev en realitet da Peder Smith´s niece døde barnløs. Den 11 september 1754 konfirmerede kongen fundatsen for Lundegaards Stiftelse som de næste 210 år skulle blive ejer af gård og gods.	Kirsten Munk med to af sine børn
Lundegaards Stiftelse som stadig er virksom, er nu i over 250 år blevet vederlagsfrit administreret af stiftamtmanden og biskoppen over Fyns amt, provsten over Sallinge Herred samt to præster i Sallinge Herred. Fæstegodset blev solgt i slutningen af 1800-tallet, hovedgaarden i 1964 til godsejer Jørgen Christensen og skovene så sent som i 1990erne. Ved godsejer Jørgen Christensens afhændelse af hovedgaarden i 2002 blev størstedelen af jorden frastykket.